EU i flammer

flag_yellow_high

07 Sep EU i flammer

Europa i flammer


Artikel: Europa står i flammer. Mellem flygtningekrisen, den økonomiske misere i Sydeuropa og forfaldet af demokratierne i Østeuropa er det svært at se, at institutionen EU kan leve op til sine egne forventninger til sig selv som international problemløser og demokratiets forkæmper. Derudover melder sig nu trusler om udmeldinger, mest markant fra England.

I denne skæbnetime viser der sig nogle ting om EU som institution og om den virkelighed, Europa lige nu står i, der tvinger os til at stille nogle svære spørgsmål.

EU’s asymmetriske magt

Grækernes forsøg på at gennemtvinge en ny økonomisk retning blev knust, og det viste sig, at EU’s økonomiske politik kun kan tage én form, nemlig nedskæringer. Det er ikke overraskende, at tyskerne og EU’s store banker gerne ville sikre sig mod den potentielle ustabilitet, som en ny økonomisk retning kunne have indstiftet, bl.a i Spanien, der er en af EU’s største økonomier, og hvor valget var forestående, og venstrefløjspartiet Podemos stod til at kunne gentage græske Syrizas succes. Det blev her blotlagt, at EU er en presset økonomisk institution, og derfor har brug for en stærk økonomisk kontrol over sine kriseramte økonomier. Det handlede både om at stabilisere EU’s økonomi, men ifølge mange, bl.a den græske stjerneøkonom og tidligere finansminister, Yanis Varoufakis, også om at straffe og afskrække økonomiske reformatorer i Sydeuropa. EU var altså på ingen måde bange for at bruge sin magt mod den rebelske græske regering for at gennemtvinge en bestemt finanspolitisk linje.

Denne situation må kontrasteres med situationen i Østeuropa, hvor Ungarns og senest Polens regeringer lige nu indfører strengt anti-demokratiske politikker og forfatningsændringer med styrkelse af regeringsledernes magt på bekostning af parlamenternes. Det er selvsagt heller ikke noget, som EU, demokratiets ideologiske højborg, kan acceptere. Fra EU’s side har man derfor forsøgt at presse på for en demokratisk kurs ved at påpege, at demokrati er et af de krav, der stilles til medlemslandene. Problemet er, at modsat de økonomiske rebeller i Grækenland, så er disse rebeller mod EU’s demokratiske linje lige nu stærke økonomier, som EU på mange måder er mere afhængig af, end disse lande er af EU. Derfor er det ikke muligt at køre den hårde linje og gennemtvinge en demokratisk vej i Østeuropa med økonomiske sanktioner, og reel trussel om udsmidning er heller ikke sandsynlig. Polens nuværende reformer er kort sagt ikke til at stoppe. De kan gøre som de vil, uanset hvor meget EU spiller med musklerne.

Asymmetrien er altså tydelig: EU kan let undertrykke det græske folks demokratisk valgte regering, når det er krævet grundet økonomiske interesser, men forsvare sit ideologiske grundlag mod anti-demokratiske kræfter kan EU ikke. Denne asymmetri viser et ideologisk fallit fra EU’s idealistiske side. EU viser sig, kort sagt, ikke at kunne indfri sine egne ideologiske forestillinger, men må slagte sine principper til fordel for objektive økonomiske interesser.

Brændpunktet: Flygtningekrisen

De ovenstående to konflikter i EU’s politiske virke mødes i et brændpunkt: Flygtningekrisen. Lige nu strander utallige flygtninge i Grækenland, hvis økonomi og samfund i øjeblikket er meget dårligt gearet til at håndtere dem.

Samtidig mødes de østeuropæiske lande uden om resten af EU – til de store vestlige EU-landes fortrydelse – og aftaler en samlet øget grænsekontrol. At disse lande mødes uden om EU-fællesskabet, og laver aftaler, der i praksis underminerer EU’s forsøg på at løse flygtningekrisen via en retfærdig fordeling, er selvsagt endnu et kæmpe problem for EU. EU’s autoritet undermineres, og samtidig med sit ideologiske fallit, spiller EU altså også institutionelt fallit, når dets medlemslande laver regionale samarbejder, der tager magten over politikområder, der burde være EU’s.

EU har på ingen måde kunnet løse flygtningekrisen, og ved at fejle spektakulært har de måtte lægge sig ned og tillade medlemslandene at gøre som de ønsker. Eller rettere: De har ikke tilladt det, men de kan ikke gøre noget ved det. Resultatet er, at et land som Grækenland lider dobbelt, når deres naboer i Østeuropa truer med at lukke grænserne. EU bliver således fundamentalt splittet, og det er svært at se noget reelt fællesskab om at løse nogen af de konflikter, der lige nu truer.

Både ideologisk og praktisk trues de demokratiske tanker i EU altså af institutionens egen splittelse. Reaktionen mod flygtningestrømmene og mod EU lader til at have et stærkt nationalistisk præg, som vi også ser i debatten her i Danmark. EU er desuden konfronteret med et række afvisninger og hævdelse af national suverænitet, på den ene side i form af folkeafstemninger der holder lande uden for dele af EU’s politik, senest bl.a i Danmark og Holland, og på den anden side potentielle udmeldinger, eksempelvis af England, der stemmer d. 23. juni om det såkaldte Brexit.

Derudover findes der også i EU en nationalisme, der ikke engang kræver udmeldinger, men fint kan trives indenfor EU. Nationalismen, som vi ser den i Østeuropa, og egentlig også i Danmarks egenrådige flygtningepolitik, er ligeglad med EU’s humanistiske eller demokratiske sindelag, og trods fortsat EU-medlemskab modarbejder mange lande international problemløsning, for at gavne deres egne interesser. Som sagt: I EU kan eller vil man ikke gennemtvinge den slags idealistisk demokratisk politik, men man kan derimod godt tryne medlemslandene for økonomiske mangler. EU’s gamle navn ”kul- og stålunionen” virker igen til at udtrykke sandheden om institutionen: Vi kan være fælles om at sikre frihandel, men ikke om meget andet.

Europas flammer og EU’s aske

Spørgsmålet ”Hvad vil Europa?” må stilles, og hvordan det spørgsmål besvares er afgørende. Yanis Varoufakis forsøger fortsat at besvare det med drømmen om demokrati og ved at skabe en paneuropæisk demokratisk bevægelse. Kan vi forestille os EU overleve i en ideologisk demokratisk facon, hvor det nuværende demokratiske underskud erstattes af folkets demokratiske indflydelse? Det er svært med den nuværende udvikling. Som sagt er EU på en måde allerede splittet, nationalismen gror i den internationalistiske institutions kerne.

I Østeuropa gør man fælles sag mod flygtningene og Orban i Ungarn støtter Polen i deres antidemokratiske love, men hvilket fællesskab anviser lige nu en vej ud over nationalismen? Svaret kunne måske have været Syriza og Podemos’ internationalistiske venstreorienterede reformpolitik, men den udvikling er indtil videre blevet bremset og de flammer der var oprørets, er blevet kvalt. EU har vist sig uvillig til at satse på noget alternativ, og står nu tilbage med nationalismen som sit eneste referencepunkt, og med flygtningekrisen som et uhåndterligt brændpunkt. Vi må satse på en ny vej, et nyt fællesskab.

Hvis EU allerede er splittet og har spillet ideologisk og institutionelt fallit, så må vi også formulere spørgsmålet: ”Hvordan kan EU splittes?”. Spørgsmålet er, om vi ønsker en nationalistisk splittelse med fortsat krise i Sydeuropa, eller om vi ønsker at opbygge nye fællesskaber, der kan konfrontere og udfordre den nuværende krisesituation og opbygge en solidaritet og internationalisme i Europa, og skabe et grundlag for samarbejde, der ikke bare er en kul- og stålunion, men et egentligt politisk fællesskab. Europa er i flammer, men håbet må være, at det som fugl phoenix kan rejse sig, genfødt fra EU’s aske.

Af Rasmus fra ROPA

Du kan også hente artiklen som pdf her: EU i flammer 

No Comments

Post A Comment